BIBLIOGRAFI
Den andenbølgefeminisme er den kvindebevægelse, der begyndte i slutningen af 1963 og strakte sig ind i 1980’erne. First Wave-feminismen beskæftigede sig med beskæftigelse, ægteskabslove og uddannelse og kom senere til at omfatte stemmerettighedsbevægelsen. Second Wave-feminister gik videre og behandlede spørgsmål om ligestilling mellem kønnene på arbejdspladsen, kvindens ret til at vælge, kvindelig seksualitet og en videreførelse af politisk handling for at bringe kvinders problemer i et patriarkalsk samfund frem i lyset.
Startpunktet for Second Wave anses normalt for at være en rapport fra 1963 fra Committee on the Status of Women (CSW), som blev startet af førstedame Eleanor Roosevelt, og som hun var formand for indtil sin død i 1962. Komitéen fandt, at kvinder ikke blev behandlet lige på arbejdspladsen og anbefalede obligatorisk retfærdig ansættelse og løn, barselsorlov til mødre og børnepasning til overkommelige priser. På baggrund af disse anbefalinger blev Equal Pay Act vedtaget af Kongressen den 10. juni 1963, hvilket gjorde det ulovligt at betale kvinder mindre for at udføre det samme arbejde som mænd.
Men kvindebevægelsen var på det tidspunkt relativt stille. De fleste kvinder var låst fast i traditionelle roller som hustru, mor, sygeplejerske, lærerinde, sekretær og andre “feminine” aktiviteter uden mulighed for individuel fremgang eller resultater. Så skrev Betty Friedan, en journalist og mor fra New Jersey, der arbejdede i hjemmet, The Feminine Mystique (1963), og hendes ord fik mange flere kvinder til at indse, at de ønskede frihed til at styre deres egen skæbne. Friedan skrev om sit eget liv og om de frustrationer, som mange andre kvinder følte over patriarkalske holdninger til deres roller. Hun satte lighedstegn mellem amerikanske kvinder og de indsatte i nazistiske koncentrationslejre og fremkaldte stærke følelser hos mænd og kvinder, både for og imod. Bogen blev en bestseller, og kampen for ligestilling mellem kønnene blev genoplivet.
En vigtig milepæl i kvindebevægelsen var vedtagelsen af afsnit VII i Civil Rights Act of 1964, som gjorde køns- og racediskrimination på arbejdspladsen ulovlig. Samtidig blev Equal Employment Opportunity Commission (EEOC) oprettet for at undersøge klager og pålægge sanktioner over for dem, der ikke handlede i overensstemmelse med loven. Title VII betød, at kvinder ikke længere skulle affinde sig med at arbejde som sygeplejersker eller sekretærer, fordi de ikke kunne komme ind på medicinstudiet eller blive virksomhedsledere, selv om atmosfæren var langsom til at ændre sig.
I 1966 blev der på den tredje nationale konference for Commission on the Status of Women (Kommissionen om kvinders status) i 1966 dannet en ny organisation. Friedan var rasende over regeringens manglende evne til at håndhæve Title VII, og hun inviterede et par kvinder fra konferencen ind på sit hotelværelse. Hun ønskede at drøfte stærkere muligheder end blot at vedtage en resolution om at anbefale håndhævelse, og kvinderne på mødet besluttede i stedet at danne deres egen organisation, som skulle være dedikeret til at opnå fuld ligestilling for kvinder. Friedan døbte den National Organization of Women (NOW), og gruppen udarbejdede en hensigtserklæring.
I marts 1969 gik det op for New York-journalisten Gloria Steinem, at kvindebevægelsen ikke kun var for ulykkelige husmødre, da hun deltog i et møde for at “tale ud” om abort. Det var blevet organiseret af den nyligt dannede radikale feministiske gruppe Redstockings, og der var kun ståpladser til mødet. Da kvinderne talte om deres egne dårlige oplevelser, gik det op for Steinem, at hun havde følt de samme bekymringer over selv at have fået en abort, og hun identificerede sig med dem. Hun påtog sig straks et ansvar i sagen om kvinders ret til at vælge.
Steinem rejste rundt i landet med en talepartner, som regel en farvet kvinde, for at tale til dem, der troede, at bevægelsen kun var for hvide middelklassekvinder. Parret opfordrede alle kvinder til at forstå deres rettigheder og til at deltage i bevægelsen for at kræve dem.
Hvor Friedan var blevet betragtet som grundlæggeren af andenbølgebevægelsen, var Steinem helt sikkert dens budbringer. En af hendes tidlige optrædener var ved at vidne for et underudvalg i Senatet om ændringsforslaget om lige rettigheder (ERA), og i 1971 brugte Steinem sine journalistiske forbindelser til at udgive den første udgave af magasinet Ms. som et tillæg til New York Magazine. På otte dage blev alle 300.000 trykte eksemplarer solgt. Ms. blev det førende forum for feministiske spørgsmål, og Steinem blev et feministisk ikon.
Hendes og andre kvinders vidneudsagn var med til at lægge pres på Kongressen for at få vedtaget ERA i 1972. Loven skulle være enkel, som den blev skrevet af Alice Paul i 1923: “Ligestilling af rettigheder i henhold til loven må ikke nægtes eller begrænses af USA eller nogen stat på grund af køn.” Alligevel var der stadig en lang kamp, da ERA skulle sendes til alle 50 stater til ratifikation, og 38 skulle vedtage den, før den ville blive lov.
De juridiske hjul stoppede ikke med at dreje. Afsnit XI i Education Amendments forbød seksuel diskrimination i skolerne, og den største sejr var et resultat af Højesterets afgørelse i sagen Roe v. Wade i 1973, der gjorde abort i graviditetens første trimester lovlig. Det første nationale konvent for National Women’s Political Caucus blev også afholdt det år, da kvinderne blev en magtfaktor i den nationale politik. Anne Armstrong, den første kvinde til at beklæde en stilling på ministerniveau, blev også den første kvinde til at holde hovedtalen på Republican National Convention.
Enden på den feministiske andenbølgebevægelse anses ofte for at finde sted engang i 1980’erne frem til 1990’erne, hvor tredjebølgefeminismen spirede frem fra en artikel skrevet af Rebecca Walker med titlen “Becoming the Third Wave” i Ms. i januar 1992. Den fornyede vægt i denne bevægelse er at udvide definitionerne af køn og seksualitet, race og klasse. Mange i denne gruppe er skuffede over, at den anden bølge ikke fuldt ud nåede deres idealer, og dette blev understreget af, at ERA ikke blev ratificeret af de nødvendige 38 stater, selv om der stadig arbejdes på ratifikation ind i det 21. århundrede.
Men nogle ser feministisk fremgang som årsagen til mange samfundsmæssige dårligdomme. Konceptet med kvinder, der arbejder uden for hjemmet, er blevet en nødvendighed for de fleste familier, hvilket betyder, at børnene skal opdrages af plejere i stedet for af forældre. Mange ser familiens forfald i Amerika som et resultat heraf. Den åbenhed, hvormed homoseksualitet og homoseksuelle ægteskaber behandles i dagens samfund, virker endnu mere truende for dem med traditionelle værdier. De fleste mænd og kvinder, der arbejder med borgerrettigheder, fastholder imidlertid, at lighed – uanset race, tro, seksuel orientering eller mentale eller fysiske evner – er en naturlig rettighed. Feministiske bevægelser vil utvivlsomt fortsætte i forskellige former, indtil dette ideal er nået.
SØG OGSÅ Feminisme; Køn; Ulighed, politisk; Politik: Homoseksuelle, lesbiske, transseksuelle og biseksuelle; Steinem, Gloria
BIBLIOGRAFI
Brownmiller, Susan. 1999. I vores tid, erindringer om en revolution. New York: Dial.
Cohen, Marcia. 1988. The Sisterhood: The True Story of the Women Who Changed the World. New York: Simon and Schuster.
Dow, Bonnie J. 1996. Prime-Time Feminism: Television, mediekultur og kvindebevægelsen siden 1970. Philadelphia: University of Pennsylvania Press.
Friedan, Betty. 1963. The Feminine Mystique. New York: Norton.
Reed, Susan E. 2000. Sisterhood Was Powerful. The American Prospect 17. juli.
Simon, Rita J., og Gloria Danziger. 1991. Women’s Movements in America: Deres succeser, skuffelser og ambitioner. New York: Praeger.
Steinem, Gloria. 1983. Outrageous Acts and Everyday Rebellions. New York: Holt, Rinehart, and Winston.
Walker, Rebecca. 1992. At blive den tredje bølge. Ms. 21: 86-87.
Patricia Cronin Marcello