Det føles til tider, som om vi lever i noget af en filmisk guldalder, men som er helt anderledes end de tidligere glorværdige dage. Hvor nogle hylder systemets tidligere genialitet for at forklare en tidligere tids spredning af fine film, er systemet nu noget af en blunder, der ofte kaster sig ud i tåbeligheder eller ligefrem knuser inspirationen under sin vægt, men nogle gange lader sig rive med, af gode eller dårlige grunde, og overlader overraskende kontrol over enorme ressourcer til kunstnere, der gør en fantastisk dristig og personlig brug af dem. De bedste filmskabere, der arbejder i Hollywood, har en passioneret forståelse for den filmiske fortid, men de falder ikke i svime over dens polering eller efterligner dens stilarter, de udgraver den for at finde dens råmaterialer.
Der er også her en gæring af uafhængig filmproduktion, som frigør unge mennesker, der i tidligere tider måske var nødt til at slås eller bønfalde i årevis, mens de fiskede efter en praktisk chance, som de nu, med video og med en passende indsats, kan gribe for sig selv. Nogle af disse uafhængige filmproducenter har udviklet særlige metoder og en æstetik – med hensyn til emne, billede og optræden – som passer til produktionsmidlerne. De sætter deres liv, deres hjem, deres familier, deres problemer og endda deres kunst i centrum for deres film, og fordi de i deres individualitet har meget til fælles med andre i deres generation, giver deres historier, når de er bedst – som afspejler talentfulde og ambitiøse unges ældgamle sammenstød og stræben i livet, kærligheden og kunsten – et dybt og bredt genlyd. I mellemtiden går udbredelsen af arthousebiografer og den pludselige tilgængelighed af klassikere på dvd og via Netflix hånd i hånd med fremkomsten af deres kunst: deres voldsomme fokus på det umiddelbare og intime omfatter den intenst personlige oplevelse af film – uanset om det er skatte fra filmhistorien eller øjeblikkelige klassikere, der er nyligt ankommet fra hele verden. Og takket være internettets hurtige ripple-effekter, der bringer budskabet fra bloggere og entusiaster videre til den store verden, har den uafhængige æstetik og dens kunstnere hurtigt haft en indvirkning på Hollywoods mainstream på en gavnlig måde.
På den internationale scene er Europa (med få undtagelser) ikke længere den ubegrænset frugtbare jord for filmkunst, som det engang var, men der dukker vidunderlige filmskabere op på steder, hvor der tidligere var få. Også her har æstetik og metoder udviklet sig sammen, og biografens åbning for nye erfaringsområder modsvares af den stigende mangfoldighed af stilarter og praksis. (Distributionens luner holder fra denne liste en række film, der har været vist på festivaler eller i særlige serier, men som endnu ikke er blevet udgivet i biograferne herhjemme.)
Det er et fantastisk øjeblik at se film, og i år ville en ti-beste-liste være en absurd begrænsning. De første fem film, der nævnes nedenfor, er hoved og skuldre over årets øvrige udgivelser, men de næste tyve er alle værdige efterfølgere og kunne, afhængigt af mit humør på en given dag, frit skifte plads. Jeg har forsøgt at opstille dem på en måde, der antyder resonanser mellem dem. Det, der kan siges, er dette: i et øjeblik, hvor akademiske studier og digitale medier gør den filmiske fortid endog undertrykkende allestedsnærværende, hvor skiftende teknologier sætter spørgsmålstegn ved selve den filmiske praksis, og hvor branchens økonomi synes fanget mellem produktionsomkostningernes Scylla og den usikre distributionens Charybdis, er det ikke desto mindre sådan, at nye generationer verden over, for hvem biografen er en vigtig del af identiteten og en afgørende måde at genkende sig selv på, med en bemærkelsesværdig flittighed trækker den i stadig tættere kontakt med deres eget liv og deres egne erfaringer, og som følge heraf opstår der en spirende, opløftende og forstyrrende biograf i nutiden, som allerede nu ser fremad mod fremtidens biograf.
- “**Shutter Island” (Martin Scorsese)
Billeder, der synes revet ud af den mest viscerale side af instruktørens sind – en slags filmisk selvpsykoanalyse, der bliver til en kollektiv tilståelse af de væsentlige frygt og rædsler i et historisk øjeblik, der ikke blot ikke er gået tabt, men som konstant genopdages som stil.
- “The Social Network” (David Fincher)
To film til prisen af en – Sorkin-versionen med sin grådige psykologisering og Fincher-versionen med sin principielle forundring. Et portræt af et geni, der minder om “Amadeus”, men som i kunstnerisk kvalitet er tættere på – og samtidig bærer generationens kraft af – “Rebel Without a Cause.”
- “Somewhere” (Sofia Coppola)
En af de mest radikale film, der nogensinde er lavet i Hollywood, hvis filmens rod er at fremkalde det indre liv gennem ydre partikler. Kløften mellem det levede liv og det opfattede liv – en stille tragedie i Sartre-stil – overskrides med den ømme, næsten vægtløse glidning som en Ferrari på en motorvej.
- “Greenberg” (Noah Baumbach)
L.A. igen, generationer igen: Ben Stiller, fanget i en hjerne med motoren altid i gang, der kanaliserer sin indre Herzog (ikke Werner; Moses); Greta Gerwig, der flyder over med et liv, der ser ud til at flyde stabilt inden for sine bredder. En fortælling om to fremtider – den ene, der ligger forude, bygget på ruinerne af en uopfyldt fremtid – fortalt med en levende umiddelbarhed og en sørgmodig humor.
- “Black Swan” (Darren Aronofsky)
En forbløffende aggressiv symbolik betinget af en ekstraordinær visuel sammenhæng og en hovedrolle med Natalie Portman i en fortryllende uigennemsigtighed. Bortset fra al teknik (og hans er formidabel) forstår Aronofsky skuespillere som mennesker bedre end næsten alle andre instruktører.
-
“Around a Small Mountain” (Jacques Rivette)
-
“Daddy Longlegs” (Josh Safdie og Benny Safdie)
-
“The Strange Case of Angelica” (Manoel de Oliveira)
-
“**Tiny Furniture” (Lena Dunham)
-
“**Our Beloved Month of August” (Miguel Gomes)
-
“Ne Change Rien” (Pedro Costa)
-
“The Father of My Children” (Mia Hansen-Løve)
-
“**You Will Meet a Tall Dark Stranger” (Woody Allen)
-
“Hereafter” (Clint Eastwood)
-
“The Portuguese Nun” (Eugène Green)
-
“Forbrydernes hær” (Robert Guédiguian)
-
“Uden for loven” (Rachid Bouchareb)
-
“**Audrey the Trainwreck” (Frank V. Ross)
-
“Boxing Gym” (Frederick Wiseman)
-
“Catfish” (Henry Joost og Ariel Schulman)
-
“Cyrus” (Jay Duplass og Mark Duplass)
-
“**Open Five” (Kentucker Audley)
-
“Get Him to the Greek” (Nicholas Stoller)
-
“Spring Fever” (Lou Ye)
-
“Scott Pilgrim vs. the World” (Edgar Wright)
Læs mere fra The New Yorker’s 2010: The Year in Review.