De første seks måneder af dette år har været forvirrende. Et af lyspunkterne for mig har været at arbejde på et spændende projekt sammen med min ven, USC Ed School Dean Pedro Noguera. Tilbage i januar indledte Pedro og jeg en korrespondance, der spænder over mange af de aktuelle debatter inden for uddannelse (den udkommer som bog hos Teachers College Press i begyndelsen af næste år).
Det har fået mig til at tænke over det emne, jeg vil berøre i dag, nemlig hvorfor det er så svært at få eleverne til at være begejstrede for at lære. Når alt kommer til alt, er nysgerrighed en primalimpuls. En af de vidunderlige (og vanvittige) ting ved små børn er den konstante spærreild af spørgsmål. “Hvad er det her, far?” “Hvad er det der?” “Hvorfor kan jeg ikke putte det i munden?” Spørgsmålene er uophørlige, ofte morsomme og udmattende.
Det er altid forvirrende, at vi har designet skoler, der tilsyneladende er opsat på at tage denne hårdt opbyggede fascination af verden og trampe den flad. Børn starter med at være så interesserede i, ja, alting, og det er bizart at se, at det bliver mindre og mindre i løbet af deres skoletid. Dette forår har endnu en gang mindet mig om alt dette. Med børn i karantæne og uden sport eller venner kunne man have forestillet sig, at skoleundervisningen ville have været en spændende adspredelse. Men næppe nogen af de forældre, lærere eller elever, jeg har hørt fra, har beskrevet det på den måde. I stedet har de fleste beskrevet fjernundervisning som en masse trættende og besværligt arbejde. Da jeg spurgte om lyspunkter, hørte jeg, at det var let og fleksibelt, ikke at det var engagerende eller sjovt.
For at være ærlig ved jeg ikke helt, hvem jeg skal give skylden for den store afstumpning. Lærerne? Forældre? iPhones? Popkulturen? Jeg mener, det er et vanskeligt arbejde at finde ud af, hvordan man på en engagerende måde kan undervise bare et enkelt barn, og vi har pålagt skolerne alle mulige yderligere ansvarsområder – lige fra madlavning til at administrere store busflåder. Som vores nuværende øjeblik minder os om, er det ikke nogen let opgave at jonglere logistikken i forbindelse med alt dette.
Selv om jeg længe har ment, at lærere og skoler skal gøre det bedre, er sandheden, at jeg har været gymnasie- og universitetslærer i lang tid, og bare det at forsøge at holde to små børn under kontrol er ofte mere, end jeg kan klare. Der er en konstant hvirvel af jagt, grin, gråd og spørgsmål – uendelige spørgsmål – og det hele begynder forfra hvert 20. eller 30. minut. At forsøge at læse for dem, få dem plantet foran en aktivitet eller få dem til at arbejde selvstændigt er bare én lang omgang med fem minutters intervaller, blandet med klynkeri, fnisen og dårlige beslutninger.
Jeg ser tilbage gennem årtierne til Baton Rouge, La., hvor jeg havde 30 high school-elever i et klasseværelse, og jeg undrer mig over, hvordan jeg klarede mig igennem dagen. For alle mine frustrationer over, hvordan alt for mange distrikter ikke formår at leve op til det aktuelle øjeblik, bliver jeg mindet om, hvor utroligt hårdt det kan være bare at få et klasseværelse med børn til klokken. Og så er der slet ikke tænkt på, om børnene bliver distraheret i klassen af sms’er eller bliver sent oppe og ser YouTube og TikTok.
Så jeg har siddet her og tænkt over, hvordan man kan forene to impulser: Overbevisningen om, at skoler bør være langt mere engagerende og oplivende, end de er, og påmindelsen om, at det daglige arbejde med at uddanne børn kan være en trættende slid – selv for de mest passionerede og engagerede lærere.
Jeg er bange for, at jeg ikke har nogen særlig indsigt i, hvordan man løser denne spænding, hverken i klasseværelser eller online. Så mange velmenende reformer, der har forsøgt at afhjælpe “ineffektiv” undervisning – fra statslige test til lærerevaluering – endte med at få klasseværelserne til at føles endnu mere regulerede. Samtidig er jeg bekymret for, at man i de sødmefulde lovsange til lærerne ignorerer det faktum, at mange klasseværelser er dødbringende steder, og at mange lærere måske ikke ved, hvordan de skal gøre det bedre.
Måske vil forårets forstyrrelser og vores sørgelige eksperiment med fjernundervisning udløse nogle hårdt tiltrængte indsigter i alt dette. Måske vil vi benytte dette øjeblik til at finde mere frugtbare måder at tænke over denne udfordring på. Det er måske et langt skud, men jeg leder efter en god grund til at se en sølvkant her.