Jeg er en af de heldige mennesker, som hele livet har vidst, hvad han har villet lave. I en dagbog, som jeg førte som 10-årig, noterede jeg, at jeg ville være forfatter, når jeg blev voksen. (Mit andet valg var “gal videnskabsmand”.) Jeg skrev både for aviserne i gymnasiet og på universitetet, og da jeg blev færdig med universitetet i 1990, tog jeg et job på Skiing Magazine.
I forbindelse med min reportagevirksomhed stod jeg på ski over hele verden, bl.a. i Iran, Kina, Bolivia og på gletsjerne på Kilimanjaro-bjerget. Jeg har også skrevet om mærkelige sportsgrene for Sports Illustrated og rejst meget for National Geographic Adventure – jeg har krydset Sahara-ørkenen med vandrende arbejdere, dokumenteret virkningerne af krybskytternes indgreb i Den Centralafrikanske Republik og sammen med min søster forsøgt at bestige Cho Oyu, det sjette højeste bjerg i verden.
Under min rejse i Haiti blev jeg vidne til de desperate foranstaltninger, som folk tog for at flygte fra de vanskelige økonomiske forhold i landet. Nogle byggede små både af affaldstræ og genbrugte søm og forsøgte at sejle over hundredvis af kilometer åbent vand for at forsøge at starte et nyt liv i Amerika.
Jeg fik en opgave af New York Times Magazine om at dokumentere en af disse rejser, og sammen med fotograf Chris Anderson og 44 haitianske migranter sejlede vi af sted. Turen endte næsten i en katastrofe – vi blev heldigvis reddet på havet af den amerikanske kystvagt, lige da vi var ved at gå på grund på et koralrev.
Så arbejdede jeg for The New York Times Magazine og dækkede konflikter i Israel og Afghanistan, undersøgte det internationale sorte marked for menneskelige organer, undersøgte et mærkeligt mord i Kentucky og brugte tid på at lære en tidligere talebansoldat at kende.
I forbindelse med en New York Times-opgave om beskyldninger om børneslaveri på kakaoplantagerne i Vestafrika – kakao er hovedingrediensen i chokolade – fandt jeg ud af, at de unge arbejdere på plantagerne var ekstremt generte, og da jeg skrev artiklen, kombinerede jeg flere drengecitater sammen for at skabe en sammensat figur. En sådan fiktionalisering er i strid med journalistikkens regler, og da historien blev offentliggjort, satte et hjælpeorgan spørgsmålstegn ved min rapportering, og efter at jeg havde tilstået mine handlinger over for mine redaktører på Times, blev jeg fyret.
Så kom en drejning, der er så bizar og uventet, at den næsten trodser enhver tro, men alligevel er fuldstændig sand. Samme dag, som min fyring fra New York Times blev offentliggjort, fik jeg at vide, at en mand ved navn Christian Longo, der stod på FBI’s liste over de ti mest eftersøgte flygtninge og var anklaget for de forfærdelige mord på sin kone og sine tre små børn, netop var blevet anholdt i Mexico.
Mens Longo var på flugt, havde han kortvarigt taget en ny identitet, hvilket ikke var nogen overraskende handling for en mest eftersøgt flygtning. Bortset fra, at den identitet, han tog på, var min. Han fortalte mange af de mennesker, han mødte, at han hed Michael Finkel, og at han var skribent for New York Times.
Jeg skrev et brev til Longo, der sad fængslet i Oregon, hvor mordene fandt sted, og dette indledte en bizar og foruroligende toårig korrespondance, hvor vi udvekslede mere end 1.000 siders håndskrevne breve, mens Longo forsøgte at overbevise mig om sin uskyld. Jeg blev besat af at finde frem til sandheden om forbrydelserne, og denne besættelse resulterede i en bog, True Story.
Bogen blev senere optioneret af Brad Pitts produktionsselskab, Plan B, og tilpasset til en film fra 2015, også kaldet True Story, med James Franco, Jonah Hill og Felicity Jones i hovedrollerne.
Senere begyndte jeg at arbejde for National Geographic Magazine, hvor jeg tilbragte tid sammen med feltforskere på en vulkan i Den Demokratiske Republik Congo og i huler fyldt med gamle artefakter i Nepal og i de malariahærgede områder i Zambia.
Andre National Geographic-opgaver førte mig til en af de sidste tilbageværende jæger- og samlerstammer i Tanzania, til en forbløffende barsk gruppe mennesker, der lever højt oppe i Afghanistans bjerge, og til at søge efter svampe i Tibet, der kan være mere værd end guld.
Jeg har aldrig specialiseret mig i et emne i min forfatterkarriere – jeg skrev bare historier, der fangede min interesse, uanset emnet. Jeg interviewede en mand, der tilbragte 40 år på flugt fra loven i 40 år. Jeg talte udførligt med tre unge drenge, der på forfærdelig vis var gået tabt på havet. Jeg skrev om et excentrisk geni, der tror, at et par medicinske gennembrud vil gøre det muligt for mennesker at besejre døden. Og jeg så forbløffet til, da en mand ved navn Daniel Kish, der er fuldstændig blind, demonstrerede for mig, at han havde lært sig selv at navigere i verden ved hjælp af ekkolokalisering, ligesom en flagermus.
Jeg giftede mig med en genial biostatistiker, og vi fik tre børn i hurtig rækkefølge, og pludselig var mit hjem i Montana dag og nat fyldt med støj. Jeg fandt mig selv desperat efter at finde lidt fred og ro, og jeg rejste endda til Indien for at forsøge at meditere stille i 10 dage, en mission, der ikke gik godt.
Så en morgen i 2013 læste jeg om en mand, der var flygtet fra verden som 20-årig, boede alene i et telt i det centrale Maine og tilsyneladende havde tilbragt 10.000 dage i træk helt stille. Jeg var straks nysgerrig og skrev et brev til denne mand, der hed Christopher Knight, og han fortsatte med at fortælle mig den mest utrolige og bevægende og forvirrende historie, jeg nogensinde havde hørt. Knight’s fortælling er grundlaget for min nye bog, The Stranger in the Woods.