Cursillo-bevægelsen er en bevægelse i Kirken inden for lægfolks apostolat, der har til formål at kristne verden gennem kristne lederes apostolske indsats på alle områder af menneskelig aktivitet. Bevægelsens formål opnås ved hjælp af en strategi og en metode. Strategien består i at opsøge (precursillo-stadiet) nøglepersonerne i de forskellige miljøer, omvende dem til et dybere forhold til Gud ved at få dem til at acceptere deres rolle som lægapostle og derefter knytte dem sammen med henblik på gensidig støtte og apostolsk effektivitet (postcursillo-stadiet).
Cursillo de cristianidad eller “lille kursus i kristendom” er en tre-dages periode med åndelig fornyelse eller åndelig opvågnen, der forsøger at formidle en ny fornemmelse af de dynamiske og personalistiske aspekter af den kristne tro. Weekenden er en intensiv oplevelse af det kristne fællesskabsliv med Kristus i centrum og bygget op omkring 15 foredrag (ti af lægfolk og fem af præster), aktiv deltagelse i diskussioner og relaterede aktiviteter og fejring af liturgi. Det opfølgende program fokuserer på små ugentlige sammenkomster på tre til fem personer og større gruppesammenkomster, kaldet ultreyas, hvor deltagerne deler erfaringer og indsigt, der stammer fra deres bønsliv, studier og apostolske handling.
Det navn, der oftest nævnes i forbindelse med udviklingen af cursillo, er Juan Hervas, biskop i Ciudad Real, Spanien. I sit eget skrift afviste biskop Hervas imidlertid, at det endelige produkt skulle være en enkelt persons værk. Han sagde, at cursillos blev udarbejdet af et team af gejstlige og lægfolk, der arbejdede under opmuntring og ledelse af deres biskop, og at de enkelte bidragydere foretrak at forblive anonyme. De tilgængelige beviser tyder også på, at udviklingen af cursillo’en var en gradvis proces, og at det endelige produkt var resultatet af mange eksperimenter og revisioner.
Cursillo’en synes at have været i brug i sin nuværende form i Spanien omkring 1949. Den dukkede først op i USA blandt de spansktalende folk i det sydvestlige USA, især i Texas. Cursillos på spansk spredte sig fra dette område til nationens yderste egne, New York og San Francisco, og nordpå til Michigan og de omkringliggende områder.
Bevægelsen opererer inden for rammerne af stifts- og sognepastoralplaner og fungerer autonomt i hvert stift (120 i USA) under ledelse af biskoppen. Ansvaret for vækst og effektivitet ligger hos et stiftssekretariat og en stiftslederuddannelse eller begge dele. I 1977, da Spanien fejrede den otteogtyvende årsdag for det første cursillo, var bevægelsen aktiv på fem kontinenter, i næsten halvtreds lande, med i alt 857 bispedømmer; der er to og en halv million cursillistas, hvoraf næsten 500.000 er i USA.
Cursillo-bevægelsens stabilitet og accept af hierarkiet ville ikke have været mulig, hvis den ikke var blevet accepteret og opmuntret af Pavestolen. Paul VI var den første pave, der talte om bevægelsen. I 1963 udnævnte han den hellige Paulus til dens protektor. Senere i en tale den 28. maj 1966 i anledning af den første verdensultreya i Rom bemærkede han, at det kristne liv indeholder mange rigdomme, som kristne ikke er bevidste om, og han roste Cursillo for at gøre det muligt at minde om disse rigdomme på et bevidst niveau og dens evne til at berige cursillisterne med en sensus ecclesiae. Han mindede cursillistaerne om, at de bør gå i spidsen for at forny verden for Kristus ved at gennemføre dokumenterne fra Vatikankoncil II.
Den amerikanske bevægelse overvåges af en national bestyrelse bestående af 24 præster og lægfolk og biskop Joseph Green fra Adrian, Mich., som er national biskoppelig rådgiver for bevægelsen og forbindelsesled til den nationale konference af katolske biskopper. Der er et nationalt center med personale i Dallas, Texas, som forsyner de lokale bevægelser med Cursillo-litteratur og undervisningsmateriale, herunder et månedligt blad, Ultreya. Cursillo i USA har i dag en moderne tendens til evangelisering. Den ser sig selv som et instrument til evangelisering af kirken i verden. De sidste to nationale møder (1973 og 1977) har fokuseret på dette tema og på udfordringen med at imødekomme nutidens behov for en katolsk lægestand, der individuelt og kollektivt vil reagere på deres kald til at være evangeliserende i verden.
Bibliografi: j. hervas y benet, “The Cursillos de cristianidad: A Magnificent Instrument of Christian Renewal and of Apostolic Conquest,” Christ to the World 7 (1962) 161-178, 312-324.